Se hvad boligejerne er mest utilfredse med

    Cirka hver anden klager får ændret i ejen­doms­vur­de­rin­gen

    Det er ikke alle boligejere, der er enige i oplysningerne i den deklaration, som Vur­de­rings­sty­rel­sen har sendt til dem om deres bolig. Ejerne af cirka en million ejerboliger har nu haft mulighed for at gøre indsigelse. Det har omkring 5 pct., svarende til 44.000 boligejere, benyttet sig af. 

    Oplysningerne bliver brugt som be­skat­nings­grund­lag for betaling af ejen­doms­vær­diskat og grundskyld og kan have stor betydning for boligens pris, så det er vigtigt for både ejer/sælger og en eventuel køber, at alle oplysninger er opdaterede og retvisende .

    Godt halvdelen af indsigelserne handler om, at der ikke er over­ens­stem­mel­se mellem det faktiske boligareal, ombygninger, tilbygninger, antal badeværelser eller boligens op­varm­nings­form - og så det, der står i BBR-registeret.

    Beliggenhed, manglende udsigt og støj

    Beliggenhed, især afstand til vandet, udsigt og støj står også højt på listen over boligejernes indsigelser. Det kan f.eks. være en hav- eller søudsigt, der tidligere har skubbet vurderingen et pænt stykke opad, men nu er ikke-eksisterende på grund af høje træer eller hegn. 

    Støj er også en faktor. Her handler indsigelserne typisk om, at klageren mener, at generende trafikstøj bør medføre en lavere ejen­doms­vur­de­ring. 

    Desuden er der en del indsigelser over de registrerede plandata, altså at der for eksempel ikke kan udstykkes eller bygges som anført, eller at der er gældende servitutter, som har betydning for grundens værdi, men som ikke fremgår af Vur­de­rings­sty­rel­sens deklaration.

    Lidt under halvdelen, cirka 45 pct.,  af de 44.000 boligejere, som har indsendt indsigelser, har efterfølgende fået ændret vurderingen af deres ejendom.

    Se også: Sådan retter du BBR-oplysningerne om din bolig