Rentepriskrig på boliglån
Mybanker: Rekordhøj forskel på laveste og højeste rente
Flere af landets største banker har på det seneste sænket deres udlånsrente på boliglån for at være konkurrencedygtige i kampen om at kapre eller fastholde attraktive kunder med egen bolig. Og med den Europæiske Centralbanks nylige rentenedsættelse er priskrigen ikke slut endnu.
Det skriver sammenligningsportalen Mybanker, som hjælper bankkunder med at sammenligne lån og foreslå det mest fordelagtige bankvalg i forhold til dine aktuelle planer og ønsker - f.eks. et boligkøb.
Forskelle på op til fire procentpoint
Mybankers seneste rentestatistik baseret på de godt 20 danske banker, der er tilknyttet tjenesten, viser, at den gennemsnitlige rente på boliglån, også kaldet efterfinansiering, som bankerne har tilbudt kunder gennem portalen, er faldet 6,1 pct. i maj. Det er et fald på 0,5 procentpoint og dermed det største rentefald i statistikkens historie, der går tilbage til 2019.
Og der er god grund til at se sig for, for ikke alene er det generelle renteniveau på bankernes boliglån faldet, der er også stor forskel på rentespændet; altså forskellen på højest og lavest tilbudte rente.
- I gennemsnit har der de seneste tre måneder været en forskel på over 1 procentpoint for boliglån, i maj endda på 1,6 procentpoint i gennemsnit. Nogle brugere har endda oplevet forskelle på de højeste og laveste tilbudte boliglånsrenter på omkring fire procentpoint, skriver Mybanker.
Tag på bankshopping og indhent flere tilbud
Især førstegangskøbere, som ofte skal finansiere en relativt større del af boligkøbet via banklån, bør indhente flere tilbud fra forskellige banker, påpeger Mybankers cheføkonom, Jens Hjarsbech. Især lige nu, hvor der er bevægelse i markedet og kan være mærkbar forskel på højest og lavest tilbudte rente på boliglånet.
- Søg rundt efter nye banker, og hold dem op mod hinanden. Bankerne har gradvist meldt sig ind i priskrigen på boliglån, og derfor er der særligt store forskelle på de tilbudte renter. Der kan være rigtig mange penge at spare ved at se sig om, og det er efter min mening helt åbenlyst, at der er yderligere rentefald på vej i løbet af juni, siger han.
Hos Forbrugerrådet Tænk bakker cheføkonom Morten Bruun Pedersen op om opfordringen til at tage en bankshoppingtur og indhente flere tilbud, hvis du har planer om at købe din første eller din næste bolig og har brug for et banklån som en del af finansieringen.
- Der er stor forskel på, hvilke banker og hvilke lån der bliver billigere og dyrere, og det betyder, at kunderne skal se sig rigtig godt for, siger han til DR Nyheder.