På boligjagt med klimabekymring?

    Klimabekymring er en faktor hos over halvdelen af potentielle købere

    Lidt over halvdelen, 53 pct., af potentielle boligkøbere svarer ja til, at risikoen for kli­ma­for­an­drin­ger har betydning for deres valg af ny bolig. 

    Det viser EDC’s 2024-køberanalyse, hvoraf det også fremgår, at bekymringen for skader som følge af mere ekstremt vejr er størst blandt danskere på boligjagt i ho­ved­stads­om­rå­det (58 pct.) og mindst i det nordjyske (46 pct.). Aldersmæssigt er det de ældste boligkøbere, der er mest opmærksomme på, om en bolig, de overvejer at købe, er særligt udsat i situationer med skybrud, storm eller oversvømmelse på grund af forhøjet grund­vands­spejl.  

    Stil de rigtige spørgsmål

    At boligen måske er udsat i forhold til kli­mapå­virk­nin­ger, ligger i det hele taget højt på be­kym­rings­ska­la­en. Sammen med ‘forurening på grunden’ og ‘skjulte skader på bygningen’ hører det til de mest udbredte årsager til at fravælge en bolig, man ellers er interesseret i.

    Men ofte er det muligt at reducere eller måske helt eliminere eventuelle sårbarheder, og det er derfor vigtigt at stille de rigtige spørgsmål til boligens eventuelle sårbarheder, f.eks. i forhold til udefrakommende vand, hvis du har forelsket dig i en ny bolig. På den måde ved du, hvordan du skal sætte ind med klimasikring som f.eks. omfangsdræn og eller højvandslukke, hvis du vælger at købe boligen.

    Læs mere om, hvordan du kan beskytte din nuværende eller kommende bolig mod oversvømmelser hos Videncentret Bolius’ tema: Når vandet kommer udefra.