Har du kig på et hånd­vær­ker­til­bud?

    Se, hvad du bør undersøge, før du køber

    “Hånd­vær­ker­til­bud”, “trænger til en kærlig hånd”, “sæt dit eget præg på drømmeboligen”. Varierende sproglige indikationer af, at boligen, du overvejer at se nærmere på og måske købe, kræver en renove­rings­ind­sats, der nok ikke er afsluttet på et par weekender. 

    Til gengæld er der penge at spare, når der er brug for håndværkere eller dine egne evner ud i forskellige gør-det-selv-discipliner. Boligsiden har set på, hvor meget billigere det er at købe et hus, der er beskrevet som hånd­vær­ker­til­bud eller dødsbo, sammenlignet med en bolig, hvor der ikke umiddelbart er behov for omfattende istandsættelse, modernisering eller renovering.

    Salgstal fra årsskiftet til og med august i år viser, at gen­nem­snitskva­drat­me­ter­pri­sen for huse, beskrevet som hånd­vær­ker­til­bud eller dødsbo, var 9.363 kroner. I samme periode blev mere ind­flyt­nings­kla­re huse solgt til en gennemsnitlig kva­drat­me­ter­pris på  17.916 kroner, altså næsten det dobbelte.

    For en villa eller et rækkehus på 150 kvadratmeter svarer det til en prisforskel i gennemsnit på næsten knap 1,3 millioner kroner. Mange penge at spare, altså. I landets dyre områder er besparelsen endnu større, mens den naturligvis er mindre, hvis man er i en del af landet, hvor boligpriserne er lave. 

    Men der er også et par vigtige spørgsmål, du bør stille dig selv, før du lader dig friste af den relativt lave pris.

    Det bør du undersøge, før du køber

    Det er vigtigt at overveje på forhånd, i hvor høj grad det vil være nødvendigt at hyre fagfolk, og i hvor grad du selv har tiden, energien og de kompetencer, der kræves, for at gennemføre den ønskede renovering.  

    Du kan med fordel alliere dig med en køberrådgiver, som f.eks. kan hjælpe med pris­for­hand­ling og med at få svar på vigtige spørgsmål som bl.a.: 

    Hvor omfattende er renove­rings­be­ho­vet, og er der overblik over de skjulte udfordringer, der kan opstå? Har jeg det nødvendige budget og økonomisk råderum til både renovering og uforudsete udgifter? Hvad er den anslåede gensalgsværdi efter renoveringen? 

    - Et hånd­vær­ker­til­bud kan ende som et mareridt, hvis man ikke undersøger tingene grundigt og gør sig de rigtige overvejelser. Omvendt kan det blive en supergod investering, hvis boligen handles på de rigtige vilkår, understreger køberrådgiver og indehaver Nina Fredsgaard Strange Jensen fra EDC Danebo i Aalborg.