Har du husket at tjekke hos BBR?
Sådan sikrer du korrekt ejendomsvurdering
Hvis du vil være sikker på, at den nye ejendomsvurdering af din bolig er baseret på korrekte oplysninger i Bygnings- og Boligregistret, BBR, er det en god idé at tjekke, at der er overensstemmelse mellem registret og de faktiske forhold.
Det er der rigtig mange danske boligejere, der har gjort på det seneste. Besøgstallet på bbr.dk steg fra 1,2 millioner i 2022 til ny rekord på 2,1 millioner i 2023. En undersøgelse blandt danske husejere, foretaget af YouGov for Videncentret Bolius i sommeren 2024, bekræfter, at registrets website er en populær destination:
Næsten halvdelen af deltagerne i undersøgelsen, 46 pct., har i løbet af det seneste år besøgt BBR-registret for at tjekke, at oplysningerne, og dermed grundlaget for vurderingen af deres bolig, er korrekte. Yderligere 20 pct. har været inde for at tjekke inden for de seneste to år. Hver femte har fundet fejl og efterfølgende rettet dem.
De nye ejendomsvurderinger driver trafikken
Det er højst sandsynligt de nye ejendomsvurderinger og de medfølgende ejendomsværdiskatter, som har fået mange danske boligejere til at tjekke BBR-oplysningerne, mener Jan Nordmann, der er kommunikationschef hos EDC.
– Det er registreringen i BBR, der er grundlag for ejendomsvurderingen, som igen er grundlag for beregning af, hvor meget man skal betale i boligskat. Så det giver rigtig god mening at sikre, at man hverken betaler for meget eller for lidt, men betaler lige præcis det man skal, siger han.
Udover korrekt ejendomsvurdering/ejendomsværdiskat er der flere andre grunde til, at du bør tjekke BBR-oplysningerne for din bolig. Uoverensstemmelser mellem de registrerede data og virkeligheden kan f.eks. forsinke ansøgninger om byggetilladelser og muligheden for at få tilskud til energirenovering eller reduktion af elafgiften.
Vær opmærksom på, at det er dit eget ansvar at kontrollere, at BBR-oplysningerne om din bolig er korrekte. Hvis du er i tvivl om noget, kan du få hjælp via bbr.dk/hjaelp-til-bbr.
Det er ikke alle BBR-oplysninger, du selv kan rette direkte. Større ændringer, f.eks. at registrere en helt ny bygning, en fjernet olietank eller en nedrivning, skal meddeles til kommunen via en særlig formular, som der er adgang til via bbr.dk/ret.
Sådan retter du BBR-oplysningerne om din bolig
Log ind med MitID på bbr.dk/ret.
Kontrollér at oplysningerne om din bolig er i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Ret eventuelle fejl og send ind til kommunen, som skal godkende dine ændringer, før de kan ses i BBR-registret.
Du får besked om sagens gang på den mailadresse, du har angivet.