Giv parcelhuset et facelift

    Gentænk de oprindelige huse til nye boligtyper

    De fleste danskere bor i parcelhus og mange af dem, der endnu ikke gør, drømmer om at komme til det. 

    Danmark er fyldt med par­cel­huskvar­te­rer med god beliggenhed. Det er bare langt fra altid, at husene opfylder nutidens køberes ønsker og drømme om en tidssvarende bolig i den rigtige størrelse. 

    Boligtypen ‘parcelhus’, altså et fritliggende hus på egen matrikel og med have, var oprindelig tænkt til en kernefamilie på 4-5 personer. Men især de seneste 20 år har sam­men­sæt­nin­gen af befolkningen i Danmark ændret sig markant: Der er blevet langt flere singler, både yngre og ældre, og singlefamilier med én voksen og barn/børn.   

    Derfor er det en god idé at gentænke nogle af de traditionelle parcelhuse, så de bliver attraktive for flere boligkøbere, som kan få både økonomiske, praktiske og sociale fordele ved enten at dele ejerskabet eller flytte sammen i en ejer/lejer-konstruktion. 

    Del huset op i flere enheder

    Helle Søholt, direktør i Gehl Architects, og Mette Mechlenborg, seniorforsker på Build på Aalborg Universitet, har til magasinet Bolius givet nogle bud på, hvordan de 50-60 år gamle parcelhuse kan transformeres, så de bliver mere interessante nu og i de kommende år:

    • Byg om og del op, så flere generationer kan bo i samme hus. Det kan være med eller uden fælles faciliteter.

    • Split parcelhuset op i flere selvstændige mindre ældreboliger.

    • Byg om så et værelse med eget køkken og badeværelse kan lejes ud, f.eks. til en studerende eller en god ven.    

    Se på hus og tænk alternativ indretning og bofællesskaber

    Søholt og Mechlenborg foreslår også en lidt mere omfattende model, nemlig at tænke flere hus sammen i en klynge, hvor ét hus bruges til fælles faciliteter som f.eks. vaskerum, opbevaring, gæste- og ar­bejds­væ­rel­ser. De øvrige huse kan så deles op i selvstændige mindre boenheder, med fælles eller egne køkken- og ba­de­fa­ci­li­te­ter.  

    Også et hensyn til klimaet

    En opgørelse fra Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, viser, at der de seneste 10 år hver dag i gennemsnit blev jævnet 3-4 enfamilies huse med jorden. Ofte for at gøre plads til nybyggede parcelhuse, som bliver større og større. 

    Ifølge Danmarks  Statistik er gen­nem­snits­stør­rel­sen næsten fordoblet, til i dag 213 kvadratmeter, siden hustypen fik sit gennembrud i 1960’erne.

    – Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan reducere CO2-aftrykket fra byggeriet og res­sour­ce­for­bru­get. Det peger i retning af at bevare, renovere, ombygge og transformere parcelhuse i højere grad end bare at bygge nyt, siger Helle Søholt, til bolius.dk.

    Renovering og af et hus til en mere tidssvarende version med hensyn til indretning og/eller ener­gi­ef­fek­ti­vi­tet, har en langt mindre kli­mapå­virk­ning end at bygge nyt, og nogle tilfælde det halve eller endnu mindre. Det viser en analyse som Det Kongelige Akademis Arkitektskole har udarbejdet sammen med DTU.

    Læs mere hos Videncentret Bolius