Det er bedre at bevise end at overbevise
Drømmer du om at købe din første ejerbolig, er det for de fleste en god idé at forberede sin økonomi på tiden som boligejer. Det gælder ikke mindst i forholdet til din bank, som jo skal hjælpe med at finansiere drømmen. Her kan det være nyttigt at efterleve sætningen: ”Don’t tell it – show it”, hvilket i denne sammenhæng betyder, at du kommer længere med banken, hvis du har bevist din evne til at efterleve et budget, frem for hvis du kun har dine gode overtalelsesevner at bringe i spil.
Som udgangspunkt skal du have en opsparing på minimum 5 pct. af boligens pris, for overhovedet at få banken i tale og blive godkendt til realkreditlån. Herefter skal der lægges et budget med udgangspunkt i din økonomiske situation og den bolig, du ønsker at købe. Har du en helt konkret ejendom i kikkerten, vil din bank også se på forventede vedligeholdelsesudgifter og omkostninger til varme, el og vand. Og lige netop i denne fase kan det komme dig til gode, hvis du kan bevise, at du har styr på din økonomi og har et forbrug, der passer til din kommende bolig.
- Jeg møder en del især unge mennesker, der har vænnet sig til et ganske højt privatforbrug. Det sker ofte i årene, hvor de har afsluttet uddannelse, er kommet i job, tjener penge og stadig bor billigt i boligen fra studietiden, fortæller salgschef Sandra Engel Vigh fra EDC. - Det er helt naturligt, og jeg har fuld forståelse for trangen til at give den gas, når man pludselig går fra SU til lønindkomst. Men når tanken om egen bolig melder sig, er det for netop disse personer et rigtigt godt råd, at de over for banken kan bevise, at de kan leve med et mindre privatforbrug.
Beviset sker bedst i form af, at man i en periode lever, som om man allerede har købt bolig. Det reducerede privatforbrug spares naturligvis op, således at man står endnu bedre i snakken med banken.
- Og så skal man naturligvis altid huske, at man har lov at spørge i flere banker. Godkendelse til køb af bolig er ikke en ren excel-disciplin - der er også plads til individuelle vurderinger, som kan falde forskelligt ud fra bank til bank. Så man skal ikke fortvivle over et afslag i sin egen bank. Det kan blot være et skridt på vejen til en godkendelse i banken på den anden side af gaden, slutter Sandra Engel Vigh.
Se mere om boligkøb
Hos EDC kan vi hjælpe dig godt i gang, når du drømmer om at købe ny bolig.