Det bør være lettere at sikre sommerhuset
Ekspert kalder de nuværende regler ‘rigide’
Det bør for fremtiden være lettere at sikre sit sommerhus mod oversvømmelser.
Lige nu gør forældede regler det svært at bygge nye sommerhuse, så de er sikret mod stormflod, i hvert fald uden at der bliver meget lavt til loftet, og derfor bør loven laves om. Det mener Maj-Britt Quitzau, der er lektor ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet.
- Vi skal jo skubbe på klimasikring. Ikke bremse den. Reglerne i dag er forholdsvis rigide, siger hun, til dr.dk.
Højere fundament giver lavere ståhøjde
Problemet med de nuværende regler er, at den ene langside af et sommerhus maksimalt må have en højde på 3 meter over terræn. Den begrænsning kommer hurtigt i konflikt med den mest indlysende metode til at sikre huset mod oversvømmelser ved stormflod og andre situationer med forhøjet vandstand: At hæve fundamentet.
Gør man det, skal 3-meterreglen nemlig stadig overholdes - med det kedelige resultat, at et fundament, der for eksempel hæves 80 cm, betyder, at en normal indvendig ståhøjde på 2 meter og 40 cm pludselig skrumper til en meter og 60 cm i dele af sommerhuset.
Nogle sommerhusejerne kan ifølge de nuværende regler bygge højere end bygningsreglementet tillader, men kun hvis lokalplanen tillader det og kun med tilladelse i hvert enkelt tilfælde efter en til tider årelang sagsbehandling.
- Det skal selvfølgelig ikke skal være tilladt at bygge meget høje sommerhuse i flere etager, der spolerer kystlinje og de bagvedliggende naboers udsigt, men noget tyder på, at den nuværende generelle lovgivning trænger til en opdatering, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann.
Politikere vil se på lovgivningen
Både politikere på Christiansborg og i kommuner mener, at bygningsreglementet bør ændres, så der bliver bedre mulighed for højere fundamenter, også selvom det vil øge sommerhusets samlede højde lidt, i områder med risiko for stormflod.
Venstres boligordfører kalder det på dr.dk ”uforståeligt”, at folk får afslag, når de gerne vil bygge, så de undgår oversvømmelse. Sigurd Agersnap, der er boligordfører for SF, er enig. - Man er nødt til at have mulighed for at klimasikre og have et rigtigt sommerhus. Der er noget lovgivning, som ikke giver mening, siger han.
Formanden for Kommunernes Landsforenings Planudvalg, Johan Brødsgaard (RV), efterlyser også en mere tidssvarende lovgivning, der tager hensyn til, at risikoen for oversvømmelse er blevet større i mange sommerhusområder. Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) er der flere nye love undervejs.