Involvering og selvforkælelse: Kreative caféer myldrer frem i butikslivet

  • Detail

Selvforkælelse, sundhed og ikke mindst kreative caféer dukker op mange steder i gadebilledet. Flere af tendenserne breder sig også til mindre byer. Et af de stadig ret nye tilbud er kreative caféer, hvor kunderne både kan drikke en kop kaffe og være kreative, fx ved at fremstille keramik eller egne smykker.

Medierne beretter jævnligt om butikker eller kæder, som lukker eller er presset af nethandel, men tomgangen for butikslokaler ligger ifølge Ejendomstorvet.dk på et historisk ret lavt niveau, lidt under 3%. Gadebilledet og butikslivet ændrer sig nemlig konstant - der opstår hele tiden nye butikker og spisesteder og helt nye tilbud til forbrugerne.

Populære caféer
"Det er en ny måde at mødes på, fx en vennegruppe eller familie - eller som teambuilding for en arbejdsplads. Og det er blevet ekstremt populært. Det hænger nok sammen med, at det under Corona-nedlukningerne blev meget udbredt at være kreativ med fx at strikke og hækle, så mange har vænnet sig til, at de gerne vil involveres og selv skabe noget, fx keramik eller smykker," fortæller Frank Heskjær, chef for detail i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.

Selv om de kreative caféer er et forholdsvis nyt fænomen, er der allerede flere kæder herhjemme.

"De to mest kendte er formentlig Creative Space og Smykbar med fem og fire afdelinger over det meste af landet. Men vi ser også lokale eller regionale kæder som fx Art by Me med tre jyske afdelinger," siger Frank Heskjær.

Når ud i mellemstore byer
En god del af de kreative caféer ligger enten i hovedstaden eller de øvrige større byer, Odense, Aalborg og Aarhus. De gælder fx 11 af de 12 afdelinger, som Art by Me, Creative Space og Smykbar foreløbig har tilsammen. Men der er ikke kun tale om et storbyfænomen, understreger Frank Heskjær:

"Der er allerede åbnet en del kreative caféer i mellemstore og knap så store byer, og jeg forventer, at vi vil se endnu flere. Men måske bliver nogle af dem så drevet på en anden måde, fx med begrænset åbningstid eller delvist baseret på frivillig arbejdskraft, som vi ser med nogle butikker med genbrugstøj."

Art by Me åbnede i april 2023 sin tredje butik - det skete i Horsens. Og i Middelfart, der heller ikke hører til landets allerstørste byer, ligger Kreaværk, en kombineret kreativ café og butik.

Nordsjælland har sin egen lille kæde af kreative caféer i form af Pensler & Perler, der har to lokationer i Nordsjælland og er på udkig efter flere lokationer.

"Pensler & Perler havde allerede en café i Helsingør, og vi formidlede lokalerne, da kæden i foråret valgte at flytte sin første café fra Charlottenlund nord for København og herop til Hillerød. Caféen er meget godt besøgt, og den er en del af en bredere tendens med selvforkælelse, inddragelse og kreativitet - i år har Hillerød også fået to små kaffebarer og en cho­ko­la­de­for­ret­ning," siger Jacob Lunding, partner samt salgs- og udlejningschef i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.

Med andre ord er kreative caféer efterhånden blevet en fast del af gadebilledet i hovedstaden og de største byer - og er ved at blive det i en stribe mellemstore byer. Til glæde for borgere, butiksliv og butiksudlejere.

Danskerne forkæler sig selv
En anden tendens i gadebilledet er, at der kommer flere klinikker og tilbud inden for skøn­heds­pro­duk­ter og personlig pleje - og at nogle af de eksisterende udvider. Det afspejler, at Danmarks Statistik kan melde om en kraftig stigning i forbruget hér.

"I kølvandet på Corona og den høje inflation vil vi gerne forkæle os selv. I krisetider vil mange gerne gøre mere ud af sig selv og sparer så på bøfferne og bruger måske mindre offentlig transport. Vi ser flere negleklinikker; her kommer høj som lav, og fx udvider kirurgiske klinikker. Og mens tatovører før lå nede i en kælder, så er tatoveringer blevet allemandseje. Bare her i Aarhus er der nok kommet 15 ta­to­vør­bu­tik­ker," siger detailchef Frank Heskjær.

En tilsvarende vurdering kommer fra Steffen Falch, er­hvervs­rå­d­gi­ver i EDC Erhverv Poul Erik Bech København: "Forbruget inden for fx skøn­heds­be­hand­lin­ger og velvære stiger i krisetider, for vi vil stadig forkæle os selv, og forbrugerne har stadig penge," pointerer Steffen Falch.

Han hjalp tidligere i år skønheds- og vel­væ­re­bu­tik­ken TAKE A BREAK Spa med at finde større og mere velegnede lokaler på Frederiksberg.

Kurser i kaffe
Som andre eksempler på danskernes trang til selvforkælelse peger Steffen Falch på mad og drikke.

"Der er heller ikke nedgang for takeaway eller kaffebarer. Tværtimod dukker der kaffebarer og caféer op i lidt mindre byer. Det skyldes nok, at vanerne fra studietiden i de større byer bliver taget med, når mange fx får børn og flytter ud i mindre byer med lavere boligpriser. Så vil de ikke undvære cafélivet, og dén efterspørgsel giver grobund for kaffebarer og caféer i mange byer."

Samtidig bruger flere danskere tid på selv at tilberede mad og brygge kaffe.

"Tidligere blev vinsmagning meget populært og siden ølsmagning med de mange mi­kro­bryg­ge­ri­er og hjemmebryg. Nu vil mange forkæle sig selv ved at blive bedre til at tilberede mad eller til at brygge mange forskellige slags kaffe, fx ved at tage kurser i avanceret madlavning eller som barista," siger Steffen Falch.

I dag tilbyder adskillige butikker et væld af kaffe-, espres­so­ma­ski­ner og gastrogear, altså avanceret udstyr til madlavning, rettet mod almindelige forbrugere, fremhæver Steffen Falch:

"Det gør fx en butik som Spinchy på Gl. Kongevej, en af de store for­ret­nings­ga­der på Frederiksberg. Vi hjalp med at skaffe lokalerne, og Spinchy supplerer sit salg af udstyr med bl.a. kaffekurser. Her er involvering og selvforkælelse igen en del af tilbuddet til kunderne."

Læs det nye Detail Fokus

Fokus på tendensen med involvering og selvforkælelse

Klik her

Knap 200 lejligheder i Carlsberg Byen udlejet før ind­flyt­nings­da­to: Stor efterspørgsel på større lejeboliger i København

Udlejningen af 196 boliger i Carlsberg Byen er allerede inden indflytning 1. april 2025 i mål. Ofte tales der om, at der er brug for flere mindre lejligheder, men den store efterspørgsel på disse større lejeboliger, vidner om, at der er stor efterspørgsel fra familier om at bo i København. Det vurderer EDC Projekt Poul Erik Bech, der har stået for udlejningen af de knap 200 boliger i Vilhelms Hus og Beckmanns Tårn.

  • Projekt
  • Carlsberg Byen
Læs artikel

Danish Crowns 70.000 m² bygninger i Ringsted skal sælges i budrunde

Efter næsten 50 år lukkede Danish Crowns slagteri i Ringsted sidste sommer, og nu skal der skabes ny historie og arbejdspladser i Ringsted. EDC Poul Erik Bech er valgt til at sælge det omfattende byggeri i Ringsted med et bebygget areal på knap 70.000 m² og et samlet grundareal på knap 800.000 m² eller mere end 100 fodboldbaner og i alt 19 bygninger på 3 matrikler.

  • Ringsted
Læs artikel

Tomme butikslokaler sætter ny rekord – men danskerne har penge på kontoen

Udbuddet af butikslokaler har aldrig været målt højere viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk. Især mindre og mellemstore byer er ramt. Billedet kan dog hurtigt vende, fordi forbrugerne har penge nok, men blot holder godt på dem i en usikker tid.

  • Detail
Læs artikel