Andelsforening sælger 11 etplansboliger i idyllisk kvarter tæt på Aalborg
- investering
- Andelsforening
- Aalborg
En andelsforening har netop solgt deres ejendomme på Nordmarken 15-35 i Vester Hassing blot 15 min. nord for Aalborg. I alt er fem dobbelthuse og ét fritliggende hus overgået til en Aarhusbaseret investor i en handel, der beløber sig til 15,5 mio. kr. EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg har formidlet salget af andelsforeningens hyggelige ejendomme, og salget er blot det seneste af en række andelsboligforeninger, som EDC har solgt i den seneste tid.
Boligerne på Nordmarken 15-35 består af otte boliger på 97 m² og tre på 116 m², der alle fremstår i velholdt stand i et charmerende boligområde. Sælger, Andelsboligforeningen Blomstermarken, har længe kigget ind i et salg, men prisen skulle være helt rigtig. Formand i andelsforeningen, Lennart Enström, siger:
”Vi har i en god rum tid kigget ind i et salg, da vi ikke længere kan stille en bestyrelse. Alle andelshaverne er ved at være oppe i årene, så engagementet til at indgå i bestyrelsesarbejdet er der ikke mere. Derfor er vi meget tilfredse med, at salget nu er gået igennem, og at alle andelshavere bliver i boligerne, når de nu overgår til lejemål med en overkommelig prisstigning. Dertil er vi glade for den nye ejers visioner for boligerne, der virker positive og afspejler andelshavernes ønsker.”
Han fortsætter: ”Det har været en meget positiv salgsproces, hvor køber overtager de fleste af den tidligere bestyrelses ansvarsområder, herunder vedligehold af facader. Samarbejdet med EDC Erhverv Poul Erik Bech har været yderst tilfredsstillende. De har været professionelle og tilgængelige igennem hele processen, så vi føler os godt behandlet og godt rådgivet. I første omgang havde vi egentlig en anden mægler i tankerne, men vi endte alligevel med EDC Erhverv Poul Erik Bech, da de kunne tilbyde et større netværk og synlighed. Og det er vi jo glade for i dag, hvor vi har fået et tilfredsstillende salg og samarbejde med dem.”
LÆS OGSÅ: Andelsforening sælger etageejendom i hjertet af Aalborg for 13 mio. kr.
Fleksibilitet på et attraktivt marked
Den nye ejer overtager styring over boligerne pr. 1. marts 2023, hvorfra de alle overgår til lejeboliger. Michael Stilling, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, formidlede salget af andelsforeningens ejendomme. Han ser et stort potentiale, der især er bundet op på en sublim fleksibilitet:
”Vi er meget glade for at kunne hjælpe kunden med en god handel, hvor alle parter går tilfredse fra forhandlingsbordet. Etplansboligerne ligger i et idyllisk og populært område, der har en fin befolkningstilvækst. Bl.a. derfor har Nordmarken 15-35 været et attraktivt salgsemne, men især også fordi der købes med mulighed for udstykning til ejerboliger, hvilket giver en sublim fleksibilitet for køber.”
”Sagen er den seneste af et par fine handler med andelsboligforeninger, som vi har haft i den sidste tid. Sagen vidner om, at det har værdi at kigge mere ind i salg af den slags ejendomme – herunder også ejendomme i den ældre boligmasse og nyere byggeri, hvoraf mange af dem faktisk er forbi renteswap-ordninger. Vi er glade for endnu engang at have hjulpet en andelsforening med at finde en ny ejer og har været meget glade for samarbejdet med køber og sælger, som vi ønsker tillykke med handlen. Vi håber at kunne hjælpe endnu flere andelsforeninger med at finde den helt rigtige køber til deres ejendomme.”