Velbeliggende butikslokale i BROEN Shopping
• Vestjyllands største center: BROEN har 3,3 mio. besøgende årligt og ca. 60 gode butikker
• Attraktivt detaillejemål på 798 m² med god facade ud mod butiksgaden –hovedindgang fra Exnersgade
• Stort og fleksibelt butikslokale med markant loftshøjde og stærk synlighed
• 678 parkeringspladser med 4 timers gratis kundeparkering
• Lejemålet kan overtages som det er og forefindes, eller indrettet efter aftale med udlejer
BROEN Shopping er en moderne og velbesøgt destination og fungerer som et naturligt samlingspunkt for shopping i Esbjerg og hele Vestkysten. Centeret er opført i 2017 og udvidet i 2019, hvilket har styrket området som detailknudepunkt med et voksende opland og et konstant stigende flow af besøgende.
Det udbudte lejemål på 798 m² har sin hovedindgang fra Exnersgade og en meget synlig beliggenhed i forhold til den interne butiksstrøm. Placeringen giver direkte adgang til stærke naboer som PureGym og Nordisk Film Biografer, hvilket sikrer et stabilt og relevant kundesegment – både hverdagskunder og øvrige besøgende.
Lokalet fremstår råt og kan indrettes efter lejers eget koncept, hvilket giver optimale muligheder for at etablere en butik, der matcher brandets visuelle identitet og behov. Den høje loftshøjde og fleksible planløsning gør det muligt at skabe et markant butiks-udtryk med god eksponering.
Der er udarbejdet en række visualiseringsbilleder, der viser, hvordan det rå lejemål kan omdannes i praksis – med eksempler baseret på både en barnevognsforretning og en cykelforretning.
BROEN Shopping tiltrækker ca. 3,3 mio. besøgende årligt, som fordeler sig på centerets brede mix af butikker, spisesteder, supermarked, fitnesscenter og biograf. Dette giver et stærkt dagligt kundeflow, som nye detaillejere får direkte glæde af.
Kunderne har adgang til i alt 678 parkeringspladser, heraf 595 på taget og 83 ved biografen –her er yderligere blevet etableret ladestandere. Alle gæster får 4 timers gratis parkering, hvilket øger centerets tilgængelighed og gør det attraktivt for både planlagte og impulsive besøg.
Centerets placering ved starten af Kongensgade gør det til et naturligt første stop på shoppingturen. Den korte afstand til Esbjerg Station skaber yderligere tilgængelighed med direkte adgang til tog, bybusser og regionalbusser.
BROEN Shopping huser en stærk lejerkombination, herunder Nordisk Film, PureGym, H&M, Kings & Queens, Burger King, Flammen, Vivaldi og Bahne. Dertil kommer flere nyere lejere såsom Matas, Bog & Idé, VeroModa(Bestseller) og Jack & Jones (Bestseller), som tilsammen styrker centerets detail-profil og skaber et attraktivt miljø for nye konceptbutikker
Kontakt EDC Erhverv Poul Erik Bech, for yderligere spørgsmål, eller ønske om fremvisning.
Beliggenhed:
Kongensgade rummer et godt miks af forskellige butikker, fra de landskendte kædekoncepter til de lokalkendte unikke specialforretninger, samt mange hyggelige caféer og spisesteder m.v. Her mærker man tydeligt gadens særlige puls og ”leben”.
Netop her er man tæt forbundet med byens flotte torv, der er velegnet til store arrangementer og som udgør et trækplaster for stor aktivitet løbende gennem året. Dette er derfor stedet, hvor der altid sker noget interessant lige i nærheden.
Denne del af Kongensgade, der ligger mellem Kirkegade (som kan krydses i bil) og Torvet, betragtes som noget af det mest attraktive i gågaden og har en kontinuerlig god kundetilstrømning, som understøttes af gode parkeringsforhold i nærområdet (bl.a. det 5-etagers P-hus i Danmarksgade og store offentlige P-arealer i Borgergade).
Kongensgade og de tilhørende sidegader har gennem de seneste år gennemgået en stor og omfattende gågaderenovering, hvor nye gadebelægninger, gadebelysning og udstyr har givet et stort kvalitetsmæssigt løft og cementeret Kongensgade som Sydvestjyllands ubestridte bedste handelsgade.