Tjekliste til din flytning
Der er mange ting at holde styr på, når du skal flytte. Derfor har vi samlet 9 gode råd til dig, så der er lidt mindre at tænke på, når du flytter.
1. Folkeregistret
Du har pligt til at melde din flytning til folkeregistret senest fem dage efter dit adresseskift. Du kan tidligst melde din flytning fire uger før. Du skifter adresse på Borger.dk.
2. Forsikring
Tag kontakt til dit/dine forsikringsselskab(er), når du flytter, så du har alt opdateret – måske skal der foretages ændringer.
3. Skift læge
Hvis du flytter mere end 15 km – eller 5 km, hvis du bor i København, Frederiksberg, Tårnby eller Dragør kommune – væk fra din bopæl og samtidig til en anden kommune, skal du altid vælge en ny læge. Det er gratis at skifte læge i forbindelse med flytning, og det gør du på Borger.dk.
4. Aflæs el, gas, vand og varme
Aflæs alle målere og meld flytning til dine forsyningsselskaber. Det kan du gøre via et flyttekort eller over nettet. Du skal også aflæse alle målere på din nye adresse og melde det til forsyningsselskaberne. Så er du sikker på, du kun kommer til at betale for dit eget forbrug.
5. PostNord
Når du melder flytning til folkeregistret, får PostNord automatisk besked - med mindre du har beskyttet eller hemmelig adresse. I så fald skal du også melde flytning via e-posthuset. Sæt også navn på din nye postkasse med det samme og fjern navneskiltet på din gamle postkasse. Har du “Reklamer/Aviser – Nej tak”, skal du tilmelde det igen på din nye adresse.
6. SKAT
En flytning kan betyde en ændring i din skat. Du ændrer dine skatteoplysninger på skat.dk.
7. Boligstøtte i lejeboliger
Flytter du i lejebolig, kan du søge boligstøtte. Du får helt op til 15 % af din leje (inkl. el, vand, varme og gas) betalt afhængig af din årlige indkomst. Du søger boligstøtte på Borger.dk.
8. Giv din nye adresse til
- Tandlæge
- Klubber og fritidsaktiviteter
- Arbejdsgiver(e)
- Abonnementer
9. Tilmeld licens, tv og internet i din nye bolig
Sørg for at tilmelde tv og internet på din nye adresse – så er det klar, når du flytter ind.
Rigtig god flytning!