Halsnæs Kommune - midt i naturen og tæt på alle mulighederne
Der bor omtrent 30.000 mennesker i kommunen, som ligger med vand til alle sider; Roskilde - og Isefjord, Kattegat og Danmarks største sø Arresø. Her er alle typer natur - badestrand, klit, skov, strandeng og hede. Her er søer, vandløb og marker. Her er udsigtspunkter, idylliske landsbyer og frodige sommerhusområder. Kommunen består primært af villaer og sommerhus eller fritidshuse, som medvirker til, at kommunen blomstrer op med masser af liv i sommer halvåret.
Frederiksværk er kendt for sin industrihistorie, som jernindustrien har været end del af i mere end 250 år. Med Dansteel's overtagelse af Stålvalseværket videreføres de stolte traditioner. Det nye stålværk skal ikke smelte skrot til stål men fremstille stålplader og stangstål af importerede halvfabrikata. Af større virksomheder kan også nævnes for eksempel medicinalvirksomhederne Unomedical og Bifodan tæt på Hundested. I hele kommunen findes en bred vifte af små og mellemstore produktions- og servicevirksomheder. Her er håndværk, handel og byggeri. Turismen er i fremgang. De store kystnære sommerhusområder tiltrækker feriegæster fra ind- og udland, som fascineres af naturen, den friske luft og vand på alle sider.
Dagligt drager lidt over halvdelen af de erhvervsaktive udenbys for at arbejde. Den erhvervsmæssige udvikling foregår i et bælte tværs over Nordsjælland mellem Hundested og København. Hvorfor ikke bosætte sig på den rekreative side af dette bælte? Selv når trafikken er tæt, tager bilturen til Hillerød under en halv time. Den offentlige transport er også veludbygget.
Det vil Halsnæs Kommune gerne være kendt for
Vi har valgt at satse på at blive det bedste sted at bo i Nordsjælland, fordi vi i kommunen har alle muligheder for det: Naturen, et aktivt fritidsliv og en høj kommunal service.
Vores skoler og daginstitutioner er veludbyggede, og kommunen bliver i de næste år udbygget med nye boligområder og grønne områder. Vi kan byde på nogle af de mest fornuftige huspriser i hovedstadsområdet, og ved hjælp af lokalplanlægning søger kommunen at sikre en varieret beboersammensætning helt ud i de enkelte boligområder. Her skal være børn, unge, erhvervsaktive og ældre. Ved at blande mennesker og boligtyper skabes levende og aktive bomiljøer med identitet og sjæl. Kommunen kræver kvalitet i materialer og arkitektur. Nybyggeri skal være i harmoni med omgivelserne, hvad enten der bygges i et naturskønt område eller inde i byen.
Halsnæs Kommune har pasningsgaranti og byder på en bred variation af pasningsmuligheder for de mindste, og der findes 8 forskellige folkeskoler i kommunen, hvoraf alle er af høj bygningsmæssig og pædagogisk kvalitet.
Det vil Halsnæs Kommune gerne vise frem
Som altid med smukke, anderledes landskaber, tiltrækker det mange kunstnere, og kommunen har da også et levende kunstnermiljø med flere spændende gallerier og kunsthåndværkere. Sidst men ikke mindst er det også i Halsnæs Kommune, du kan besøge polarforskeren Knud Rasmussen hus i de høje, nordvendte klinter, hvorfra han planlagde sine ekspeditioner til Grønland.