Lejlighed med 2 badeværelser i hjertet af Odense C
Spændende, unik lejlighed med adgang til lukket have i hjertet af Odense.
Med blot 100 meter til Odense Å er du hurtigt på stisystemerne til Eventyrhaven, Munke Mose, Odense ZOO, Fruens Bøge og OUH. Banegården nås på 8-10 minutters gang.
Lejligheden er beliggende i Odenses historiske kvarter, som er fuld af smalle stræder med hyggelige caféer, butikker og restauranter. Går du fx en tur op ad den brostensbelagte Nedergade, mødes du af små, hyggelige butikker i de skæve bindingsværksejendomme, der pryder gadebilledet.
Flakhaven nås på bare 5 minutters gang, og du befinder dig her midt i de livlige gågader, hvor kulturlivet bugner af spændende spisesteder og årlige arrangementer som HCA-festival, OFF filmfestival, torsdagskoncerter i Brandts Klædefabrikker.
Lejligheden blev gennemrenoveret i 2007, hvor der kom nye glaserede teglsten på taget, nye kviste, 2 nye badeværelser, nyt køkken og lejligheden fik separeret vand-/varmeforsyning. Bag den gamle vognport bliver man budt velkommen af en skøn, grøn, solrig oase med træer, græsplæne og terrasser, som oser af hygge midt inde i hjertet af den pulserende by. Dette giver rig mulighed for at koble af fra en travl hverdag og et sted hvor børnene kan lege trygt.
Adgang til lejligheden sker via en udvendig ståltrappe, og her bydes du velkommen af en entré med adgang til et stort badeværelse med gulvvarme, bruseniche og spabad. Resten af dette plan er indrettet med køkken delvis åbent i forbindelse med stuen samt et soveværelse.
Anden sal er pt. indrettet med endnu en stue, et værelse samt et badeværelse med bruseniche. Stuen kan opdeles til yderligere 2 fornuftige værelser, hvilket giver lejligheden gode muligheder for en børnerig familie, der ønsker at bo centralt, eller blot til overnattende gæster.
Den relative lave m2-pris ift. lejlighedens beliggenhed, størrelse og stand skyldes, at der er skæve gulve i lejligheden, som skal rettes op eller leves med den charme, det giver i denne ellers skønne lejlighed.