Fin, klassisk murermestervilla på helt central adresse
I tørre tal tæller denne klassiske murermestervilla 89 m² bolig fordelt over to etager. Men med et stort baghus, en kælder samt uudnyttede bonuskvadratmeter på loftet vil det være en fejlslutning at kalde villaen for lille. Boligen fra 1915 byder nemlig på masser af muligheder, og I får endda en hyggelig have og en central adresse i Lemvig, hvor I har kort afstand til alle midtbyens fornødenheder.
Selve ejendommen er opført i røde mursten, og den pæne facade prydes af hvide vinduesrammer i fire fag. Den lille have er fint afskærmet bag huset, og I får rigeligt med fine uderum. Her er anlagt flere terrasser, hvor I kan sidde ugeneret, og bedst er måske den skønne, overdækkede terrasse. Derudover får I selvfølgelig også lidt grønt i form af plæne, hæk og et par hyggelige småtræer.
Med til villaen hører desuden et baghus, som er indrettet med et badeværelse. Og dét er en praktisk detalje, der giver fuld udnyttelse af det faktiske boligareal. Indenfor byder selve boligen på et værelse på hver etage, og øverst oppe ligger også et stort rum i stuestørrelse. I stueplan er der åbent rumforløb mellem køkkenet og stuen, og mens køkkenet er opdateret med moderne, hvidt inventar, har stuen et flot lysindfald, trægulv og endda en hyggelig brændeovn. Endelig får I også en kælder under huset, hvor I finder et enkelt disponibelt rum.
Den centrale adresse giver jer kort gåafstand til byens faciliteter, så I har nem adgang til dagligvarebutikker, skoler og institutioner. Der er også gode forbindelser til Struer og Holstebro, så selv hvis I skal pendle, er Lemvig en praktisk by at slå sig ned i.
Lemvig og omegn er kendt for sine bakkede dale - og især den skønne natur omkring fjorden, der strækker sig helt ind til bymidten. Her er der flere supermarkeder og detailbutikker i gågaden, og særligt om sommeren summer byens hyggelige havnemiljø af liv. I de senere år har havnen forvandlet sig fra en aktiv industrihavn til et smukt, rekreativt område med restauranter, legepladser og en skatepark, der ligger lige ved det nye Klimatorium.
Ved vandet ligger også havnebadet og lystbådehavnen, og de aktive finder både motionscentre, svømmehal og forskellige idrætsfaciliteter i byen. I det hele taget er der et godt foreningsliv i Lemvig, som også har en aktiv ro- og sejlklub, og den flotte golfbane ligger lige ud til fjorden. Også uden for byskiltet er der oplevelser i vente. Vesterhavet bruser kun ti kilometer herfra, og syd for byen ligger Klosterheden, som er ét af Danmarks største skovområder.
Kontakt EDC Lemvig allerede i dag på telefon 96 63 40 00.