Spændende villa fra 2005 med erhvervslokale i Sig og ekstra værksted.
Går I med en drøm om at kunne kombinere jeres bolig med erhverv? Så tag et kig nærmere på denne ejendom i Sig, hvor drømme kan blive til virkelighed. Her venter jer hele 241 m2 fordelt på et godt erhvervslokale, et lyst og rummeligt køkkenalrum og et uudnyttet loftsrum, som I helt selv kan være med til at præge!
Fra grunden kan I nyde en pragtfuld udsigt til grønne arealer nær vandløbet til Varde Å og til trods for, at I er omgivet af dejlig natur, vil I have centrum inden for kort rækkevidde. Der er blot fem minutters gang til stationen, Børnehaven Trinbrættet og Brugsen, mens Thorstrup Skole kan nås på cykel i løbet af få minutter.
Ejendommen er opført i 2005, og den byder med sine knap 20 år på bagen på flere gode, moderne og funktionelle løsninger, der passer til parret såvel som børnefamilien. Garagen er udstyret med to elektriske porte, akustiklofter mm. Og givet sin gode rummelighed åbner den op for, at I kan have mere end blot bilen stående. For enden af grunden findes et stort værksted, hvor den pladskrævende hobby kan udfolde sig.
Indretningen i stueplan er opdelt til henholdsvis bolig og erhverv. Fløjen med boligen rummer et fantastisk køkken-alrum i åben forbindelse til opholdsstuen, som er det ideelle samlingspunkt for familien. Der er et skønt naturligt lys i rummet med vinduespartier hele vejen rundt og god rummelighed, der tillader, at I både kan lave spisesektion og sofaarrangement. Det er ligeledes i stueplan, at I finder erhvervslokalet. På nuværende tidspunkt bliver lokalet anvendt til frisørsalon, men der er naturligvis mulighed for at drive anden form for liberalt erhverv. Salonen er forbundet til et gangareal, der sikrer, at kunder ikke skal gennem den private del af boligen. Stueplan afrundes af to badeværelser, heraf er det ene med spa, samt et praktisk bryggers med vaskefaciliteter.
Førstesalen supplerer med et flot soveværelse og et uudnyttet loftsrum, der åbner op for mange spændende løsninger! Der kan oplagt etableres børneværelser, kontor eller findes plads til
sjove hobbyprojekter. Uanset hvilke drømme I har, er store dele af rummet gjort klar til det, men I får mulighed for at træffe de sidste valg selv.
Mange kvadratmeter inde betyder i dette tilfælde også mange kvadratmeter ude. Nærmere præcist ligger ejendommen placeret på en 3.271 m2 stor naturgrund med vildtvoksende træer, buske og meget mere. Afslutningsvis er der gode parkeringsmuligheder foran ejendommen, hvor der kan holde kunder og gæster.
En spændende ejendom med mange muligheder. Bestil en fremvisning hos EDC Varde.