Skøn villa ned til Odense Å
Stor villa på over 300 etagemeter, med adgang til Odense Å og med en stor lukket garage på 60 kvadratmeter.
Utroligt, men sandt, vi befinder os inde i det centrale Odense C, hvor denne villa ligger med en flot udsigt over åen og med en have ned mod åen. I villaen kan der nemt etableres 6 værelser (retablering af væg i stueplan) i stedet for de 5, der er i dag. Det er også ret usædvanligt med en lukket garage med plads til hele 3 biler og mulighed for opladning af dem, og så centralt i byen. Ikke desto mindre er muligheden her.
Villaen er beliggende på Christiansgade, og den har igennem det seneste årti gennemgået en større renovering, så den i dag passer perfekt til den store familie eller bare jer, der har brug for plads, måske til overnattende familie eller venner. Øverst i ejendommen er der i dag 2 værelser, på første sal yderligere 3 værelser, hvoraf det ene har udgang til en større altan. Derudover finder vi på dette plan et lækkert stort badeværelse med plads til hele familien, med gulvvarme, badekar og bruseniche.
Stueplan byder på et praktisk køkken med god bord- og skabsplads, et pænt og indbydende gæstetoilet samt 3 sammenhængende stuer med karnap og adgang til en udestue med den skønneste udsigt over åforløbet. Træerne og årstidens flotte farver gør udestuen et foranderligt og skønt sted at opholde sig året rundt.
Kælderen fremstår af boligstandard med et stort lækkert badeværelse, et vaskerum, et kontor, et viktualierum og udgang til et overdækket område med yderligere gode opbevaringsmuligheder, f.eks. til haveredskaber og lignende.
Der er etableret den skønneste træterrasse i mange niveauer, som tilgås fra haven, stuen og fra kælderniveauet, hvorfra der også er adgang til garagen.
Der er gangstier helt ind til Eventyrhaven, Munkemose og Odense ZOO masse af skøn natur lige rundt om hjørnet.
Villaen har mange fine detaljer såsom stuk, radiatorskjulere, plankegulve mv. Er du fristet, så ring, og vi finder en tid til at se dette unikke bud på dit kommende hjem