Smag på den eventyrlige stemning lige i hjertet af Faaborg
Det er som at træde ind i en rolig, lille tidslomme, når du ankommer til Hospitalstræde 14 i Faaborg. Her, på den fredelige, brostensbelagte gade, finder du et sødt, lille byhus, som på mange måder minder om H.C. Andersens Hus. Vejen er ensrettet, så selvom beliggenheden er central, er den overraskende stille, og stemningen er særlig med de hyggelige, gamle huse, der ligger side om side. Torvet, gågaden og det spændende handelsliv har du lige ved hånden, og i sommermånederne er det et stort plus, at du kan gå til havnebadet og Klinten Strand. Du kan også nyde den smukke strækning langs Langelinie med udsigt over vandet, og i vinterhalvåret kan du holde dig aktiv i byens fitnesscenter med forskellige former for holdsport. Huset ligger frit mod øst, ligesom der er direkte adgang til gården fra gaden. Du skal altså ikke gennem huset for at nå det skønne udemiljø, og du kan gå direkte ind og ud med cykel og skrald.
Gårdhaven er en lille perle for sig. Den er lukket og sydvendt, så her er rig mulighed for mange rolige udendørsstunder i solen. Den føles i det hele taget meget privat, og samtidig er her plads til havemøbler, cykler, tørring af vasketøj og meget andet.
Selve boligen har en meget overskuelig størrelse på 55 kvadratmeter, som breder sig over et stueplan og en førstesal. Sidstnævnte er udnyttet med et soveværelse af en fornuftig størrelse, og i etagen under venter en lille entré, et badeværelse og en stue i åben forbindelse med køkkenet, som har udgang til gårdhaven.