Utroligt charmerende sommerhus med en dejlig beliggenhed, hvor plantage og fjord er blandt nærmeste naboer. Vi er vilde med stedet og det vil I med garanti også blive!
Drømmen om fristedet, hvor I er omgivet af skøn natur, og får det bedste fra begge verdener med charme og sjæl kombineret med moderne og praktiske funktioner, kan her blive virkelighed.
Huset ligger lige op ad Skjærbæk plantage og med mindre end en km til vandet. De åbne vidder, plantagen og fjorden sørger for en varierende natur og et rigt dyreliv både til vand, lands og i luften. Uanset om opholdet i huset skal være skønne badeture, kajaksejllads, gode gå- og cykelture eller noget helt andet, så er det hele lige i nærheden. Naturen veksler mellem morænebakker, flade åbne vidder, hedebevoksning, bøgeskov og høje karakteristiske molerskrænter langs kysten. Her er gåturen aldrig den samme. Et fantastisk område for alle aldre. Desuden er der kun 1,5 km til velfungerende Sejerslev, hvor der er købmand, bager, fritidscenter, skole m.v. Så her skal man hverken gå på kompromis med naturens eller byens mange gode egenskaber.
Det charmerende hus på Skranderup Skovvej 5 er opført i 1937 og rummer 62 m2 i stueplan, men syner af mere, da det er godt indrettet ligesom der er indrettet hemse. Huset er flot istandsat inde i 2020 med lyse flader overalt, så det på alle måder er klar til brug.
Indretning: Husets hjerte må siges at være opholdsstuen, hvor også det fine, hvide køkken er placeret. Her er loftet ført helt op i kip, dejligt lysindfald fra vinduer og terrassedøre, brændeovn og varmepumpe. Der er både plads til sofa, lænestole og spisebord, så der er rig mulighed for brætspil, læse en krimi, hygge i sofaen foran brændeovnen, madlavning eller hvad end I måtte have lyst til. Fra stuen er der trappe til to store og regulære hemse med god loftshøjde og med vindue. Begge hemse er indrettet med to enkeltmandssenge, men kan også sagtens indrettes med dobbeltseng eller begge dele og kan anvendes af både børn og voksne. I den ene del af stueplan er et dejligt lyst og meget stort soveværelse, der også kan indrettes med flere senge, hvis man ønsker det. Modsatte ende af stueplan rummer en fin sauna samt et stort og flot badeværelse med hvidt skabsarrangement, brus, vaskefaciliteter og lyse fliser. Fra stue er udgang til stor flisebelagt terrasse og haven mod syd.
Foran huset er grusbelagt indkørsel/plads. Modsatte side af huset er mod syd og består af førnævnte store, flisebelagte terrasse samt have. En nem have, der ikke kræver det store og som gerne må få lov at vokse og gro. Grunden er omkranset af beplantning.
Et helt fantastisk sted, der danner gode rammer for at lade hverdagens stress blive skiftet ud med ro, fred og fornøjelse. Så er I på udkig efter et fristed, der rummer det bedste fra alle verdener, så er dette sted absolut et besøg værd!