Velholdt fritidshus tæt på Nissum Fjord og natur
I tredje række til den smukke Nissum Fjord ligger dette nydelige og særdeles velholdte fritidshus, opført i sort træ med hvide vinduer, der skaber et klassisk og charmerende udtryk.
Huset byder på en praktisk indretning med en entré, der leder videre til en fordelingsgang med adgang til to gæsteværelser. Herfra når du også det lyse HTH-badeværelse fra 2024, der fremstår moderne med flot flisegulv og bruseniche.
Soveværelset har god skabsplads og fine opbevaringsmuligheder, og herfra føres du direkte til husets hjerte - det åbne køkken/alrum og stue. Køkkenet er et Kvik-køkken fra 2022 og fremstår stilrent med god opbevaringsplads. I forlængelse heraf er der en hyggelig spiseplads samt en stemningsfuld sofakrog, hvor du kan nyde aftenerne.
Rummet har gennemgående loft til kip med flotte, synlige bjælker, der understreger fritidshusets charme. Derudover en brændeovn, der kan varme rummet op i de kolde dage. For enden af stuen strømmer dagslyset ind gennem de store vinduespartier, der også giver direkte adgang til den delvist overdækkede, sydvendte terrasse, som smukt fortsætter rundt om husets østside.
I Nørhede finder man en vidunderlig natur med et netværk af små stier, der fører gennem området, langs fjorden og ind i skoven, hvor der er både en skovlegeplads og en hundeskov. Ikke langt derfra ligger Vesterhavet og Klitplantagen, der er let at nå med bil. Tæt på ligger også Sdr. Nissum, der er nem at cykle til, og her finder man en Dagli'Brugsen, som er åben året rundt.
Et flot og velholdt sommerhus med minimal vedligeholdelse - beliggende tæt på vandet i et autentisk sommerhusområde.
Hvis sommerhuset ønskes udlejet eller man blot er nysgerrig på hvad huset kan indbringe i udlejning, så har EDC Ulfborg et udlejningsbudget, som er udarbejdet af det lokale feriehusudlejningsbureau Feriepartner Vedersø Klit og Thorsminde
Vi opfordrer altid til, at udlejningsbudgettet følges op med en uforpligtende snak med Feriepartner, så dine ønsker for udlejning kan tilpasses i budgettet.