Et historiestykke af Østerbro udbydes nu til salg..
I Vibekevangs oprindelige købmandsbutik har sælger ombygget og renoveret sig til et sandt unika af en bolig. Så unik, at 'Videncenteret Bolius' har skrevet en artikel om lejligheden, hvilket i sig selv er et kvalitetsstempel. Mindsettet har været at opføre boligen med så naturlige og originale materialer, af bedste og mest bæredygtige kvalitet.
Lejligheden er først og fremmest præget af et meget dygtigt snedker- og murerarbejde fra firmaet 'En ny Historie'. De har fx indlagt ny trappe, gulve i kælderetage, inventar på badeværelset, skabe på børne- og soveværelset, radiatorskjulere, gardinløsninger og alle de mange fine trædetaljer der findes i lejligheden. Tillige istandsættelse, tilpasning og reetablering af samtlige døre. Alt nyt træ i lejligheden er i eg (bæredygtigt certificeret) og gulvene er egetræsplankegulve, der er børstet og lakeret. På væggene er der ler- og kalkpuds, udført af specialist fra Bornholm. Resultatet er en åndbar bolig, der både kan optage og afgive fugt. I kælderetagen er der mod ydervæggen blevet etableret multipor, som er et isolerende naturmateriale. Resultatet er, at varmeforbruget er minimalt.
Køkkengulvet, vægstykket over bordpladen og badeværelse gulvet samt badet er lavet af Tadelakt og pastelone, som er en marokkansk pudseteknik, hvor man pudser mikrosten og marmorpulver op. Alle materialer vedligeholdes med naturprodukter. Ved køb følger disse produkter også med.
Generelt er her udelukkende brugt naturlige materialer. Isolering og opbygning af ler-vægge er fra 'Havnens Hænder', der udelukkende bruger naturlige materialer, der kan nedbrydes i naturen. Det er også dem som har lavet hylderne i baderummet af hamp. Alt maling i lejligheden er linoliemaling og alle vinduer og døre er blevet malet. Hertil er vinduerne blevet monteret med nye messing elementer (stjerthager, hængsler, kroge mv.).
Et lille Fun Fact: døren ind til børneværelset er PS. Krøyers dør, der sad indtil hans arbejdsværelse. Den oprindelige købmand har også engang været butik for skrædderen Kaufmann. Køkkenet er et Reform-køkken og stort set alt elektricitet er nyopført ligesom at VVS arbejdet har medført en opgradering af fjernvarmeanlægget og styringssystemet. Alt synlige armaturer er opført i kobber. I tillæg til ovenstående blev facaden renoveret med færdiggørelse i 2023. Facaden er malet i keim, der er ilagt jern i ydervæggene, ligesom der er blevet hulmursisoleret med papiruld. Der er ligeledes blevet papiruldsisoleret mod overboen.
Fra lejligheden er der direkte udgang til den hyggelige, flisebelagte gårdhave såvel som mulighed for at nyde udelivet i den ligeledes solrige og lækre have, hvor man kan nyde sommeren og skønne stunder med naboer, venner og familie.
Beliggenheden er yderst central til både Østerbros og Nørrebros indkøbs- / shopping muligheder og cafeer. Masser af parkeringspladser i gaden, som nærmest ingen trafik har. Nærmiljøet er meget børnevenligt og er blevet områdeforskønnet med bl.a. grønne arealer, legepladser, udendørs fitness mv. på den flot renoverede 'Sifs Plads' stort set lige om hjørnet. Cafemiljø er blot få hundrede meter væk og senest er fx Hahnemanns Køkken, Bageriet B og Siciliansk is kommet til med lækre kulinariske tilbud. Tæt ved er også Fitness, gode busforbindelser samt metro-Cityringen ved Vibenshus Runddel eller Skjolds Plads. Gåafstand til grønne arealer i Fælledparken såvel som Kildevældsparken eller Superkilen.
Der er desuden påbegyndt et omfattende kvarterløft af Haraldsgadekvarteret, der bla. resulterer i en endnu grønnere Lersø Parkallé, fornyelse af de rekreative områder i Vibekevang (Sifs Plads, legepladsen og boldburet), skybrudssikring og beplantning af bla. Sigurdsgade, vej-genopretning af Lersø Parkallé samt en række sociale og kulturelle aktiviteter. Velkommen til.